Oh, fagre videnskablige verden… stakkels aber

I Oregon, i USA forskers der ihærdigt på fedme, dens årsager og håndtering.  Og som led i undersøgelserne skal der lige ofres nogle aber.

For at undersøge de skadelige effekter af inaktivitet og manglende motion, bliver aberne holdt isoleret og spærret inde i meget små bure, så de ikke får rørt sig. Her får de serveret en kost med et næringsinhold der svarer til en gennemsnitlig amerikansk kost og bl.a. saftevand, peanutbutter og snacks.

Aber er lige som os mennesker, de har en tendens til at spise selv om de ikke er sultne, typisk af ren kedsomhed. Så det er klart de bliver overvægtige og får alle fedmens følgesygdomme.

I dyreværnskæmperes – og mine – øjne er det ren dyremishandling, og behandlingen medfører at aberne dør og lider af hjerte-karsygdomme og diabetes.

Men når vi ser hvor mange mennesker der mere eller mindre frivilligt sidder timesvis foran computer eller fjernsyn og propper sig med slik, snacks og sodavand, ( – undertegnede er altså ikke hellig her!), så er det interessant at påpege at vi tænker mere på mishandling af dyrene, når de afskæres fra naturlige omgivelser og bevægelsesfrihed – end på hvor meget vi mishandler vore egne kroppe og liv når vi ikke bevæger os. De har trods alt ikke valgt det, det har vi.

Læs mere om de stakkels aber der lider “menneskelige” skæbner:

New York Times: http://www.nytimes.com/2011/02/20/health/20monkey.html?pagewanted=1&_r=1

About Nina

Jeg skriver fuldstændig uperfekt om snarveje og vildfarelser til det gode liv. Uddannet cand.alt. i læring og forandringsprocesser og proffessionsbachelor i ernæring, sundhed og ekspert på mindre og mindre. Vis alle indlæg af Nina

5 responses to “Oh, fagre videnskablige verden… stakkels aber

  • Kasper

    Hmm… Interessant vinkel, men bliver lidt provokeret når der skrives, at vi mere eller mindre selv har valgt livsstil som fedme.

    Mig bekendt er fedme en anerkendt psykisk lidelse, der har empirisk sammenhæng med forskellige og komplekse forhold. Herunder biologiske, genetiske, sociale og personlighedsmæssige faktorer samt livsstil.

    Betvivler ikke, at der især er visse biologiske og genetiske sammenfald mellem mennesker og aber. Men vil altid argumenter for, at vi kan tale om kompleksitetsforskelle i forhold til abers og mennesker sociale adfærd. I det omfang at vi anerkender, at menneskers sociale adfærd, fremstår mere komplekse end abers, mener jeg ikke at det er rimeligt at argumenterer for, at vi som mennesker selv har valgt fedme.

    Jamie Olivers madprogram, hvor han ville have USAs fedeste stat til at tænke og spise mindre usundt (kan ikke huske programtitlen), illustrerede meget godt, hvor kompleks det kan faktisk kan være, at have “åbne” valgmuligheder for livsstil, og hvad vi putter i ædespalten.

    Tror ikke, de svært overvægtige børn, som i programmet forvekslede tomater med kartofler, og oprigtigt mente at chips var grønsager, selv har valgt deres overdrevne fedme…..
    Hvis jeg må kommenterer, uden at være blevet spurgt.

    • Nina

      Kære Kasper, dine synspunkter er altid kærkomne. Jeg synes det er farligt at sygeliggøre de fede og sætte dem i en offerrolle, som om de ikke nogen vilje har – men bare er et resultat af en psykisk lidelse. Det vil jeg beskrive som et ret pessimistisk menneskesyn.

      Jeg vælger at tro på at alle mennesker, børn som voksne, har ressourcer til at bryde ud af et negativt mønster, hvis de får den nødvendige støtte på alle plan. Både individrettet støtte, og støtte i form af et miljø og en kultur der gør det svært at ende i “fælden”, – uden at det bliver alt for kommunistisk. Fx pga. rygeforbud er det meget nemmere at lade være med at ryge, når man er ude på byen i dag – end det var før. Det samme kunne gælde for mad – fx forbud mod at sælge supersize popcornbøtter i biffen… Why not?

  • Kasper

    Hej Nina

    Så vil jeg følge op på tråden. Og for øvrigt nogle aktuelle og vedkommende emner du tager op.

    At kategoriserer fedme som en psykisk lidelse, og i den forstand som en psykisk lidelse, har intet med offerrolle at gøre. Det mener jeg er en myte. Synes ikke selv jeg er særlig pessimistisk, men prøver at være realist.

    At have en psykisk lidelse som fedme, tror jeg som sagt, snarere er et komplekst sammenfald af mange faktorer. Nogle er mindre heldigt disponeret for fedme end andre både individuelt, genetisk, biologisk og socialt. Men jeg er af den overbevisning at det netop er ved at anerkende og accepterer fedmen, som et faktisk problem, at der kan sættes konkret ind, og gøres noget ved det.

    Og der tror jeg, som dig, på en holistisk tilgang, med støtte, oplysning og rådgivning på flere områder samtidig.

    Et direkte forbud, tror jeg ikke på. Man kunne jo bare købe to mellemstore bøtter i stedet for én stor. Og for mig at se, for nu at blive i supersize metaforen , er jeg overbevist om at problemet og løsningen, starter og løses ved en supersize indsats – på mange koordinerede områder og over flere år.

    Rygeforbudet er jo en konsekvens af flere årtiers tiltagende oplysning og viden på samfundsniveau. På samme måde tror jeg netop at fedme, er et samfundsproblem, der kan løses ved ditto indsats. Og det er ikke ment i idealistisk socialistisk forstand. Men forudsætningen for at ændre adfærd, tror jeg starter ved viden og information på netop samfundsniveau. Og her mener jeg individuelt, kulturelt, de mange institutioner og sammenhænge vi til dagligt er en del af, politisk, socialt og de videnskabelige landvindinger som med tiden produceres.

    Jeg har selv været storryger, og jeg har da godt været klar over at det var usundt, men det var ikke før, at min sociale omgangskreds aktivt begyndte at diskuterer de sundhedsskadelige virkninger, med tilpas substans i argumentationerne, at budskabet begyndte at sive ind for alvor. Og på den baggrund jeg besluttede (igen og igen og igen og…🙂 at forsøge at stoppe helt.

    Jeg giver dig ret i at forbudet, efterfølgende, har gjort det lettere at forsøge at holde den røgfrie linje. Men du mener vel ikke, at et forbud skal være en start eller kan stå alene – eller gør du?

    • Nina

      Hej Kasper, det er fantastisk fedt at høre om dit rygestop, tillykke! Rygestop kan være rigtigt svært. Jeg er også selv holdt op, efter at røget halve mit liv – jeg flyttet en gang til Danmark, for at slippe for alle de formanende forbud i Norge. Her i DK kunne jeg ryge løs og det kostede ikke kassen… individets frihed! …helt til jeg blev gravid, hvilket var en øjenåbner og motivationsfaktor til at holde op. Det var ok at skade mig selv, men at skade et andet menneske ufrivilligt var fuldstændigt utilgiveligt.

      Lovgivning og forbud skal altid være velbegrundede. Den gang vores kære statsminister Lars var en rygende sundhedsminister, var han så sympatisk at invitere Kim Larsen, mig og 200-300 andre tilfældigt udvalgte borgere til et debatmøde omkring den daværende rygelov. Alle fik ytret sin mening. Det der slog mig var at alle, både rygere og ikke rygere ønskede en stramme lovgivning på området – men at argumenterne mod en stramning handlede mere om ressourcerne til at håndhæve loven (havde ikke politiet mere fornuftige ting at tage sig til). Og at det var synd for de syge på hospitalet, hvis de ikke fik lov til at ryge – som om rygning forbedret deres livskvalitet.

      Det der har været virkningsfuldt med den nye rygelov er at loven er i overensstemmelse med de budskaber sundhedsstyrelsen udsender om hvor skadeligt røg er, samt den opbakning og viden der er hos majoriteten af befolkningen.

      På den anden side føler rygere sig stigmatiserede, og lider typisk af dårlig selvtillid og følelser af mindreværd – hvilket bare får dem til at holde endnu mere fast i pinden. De ryger pinden med stolthed, fordi at skulle holde op kræver overskud, og betyder at man udsætter sig for nederlag og tilbagefald.

      Nåh, tilbage til fedme – jeg vil ikke kalde fedme en psykisk lidelse, men at der kan være psykiske faktorer som forårsager fedme som fx. stress, depression, lavt selvværd, magtesløshed, uhensigtsmæssige copingstrategier. Og det er bl.a. dem man skal arbejde med på individuelt plan.

      Og nej, et forbud kan ikke stå alene – det er måske snarere sidste udvej. Det kræver grundig forberedelse og en bevidstgørelsesprocess – jorden skal gødes!
      Mine tanker omkring forbud mod supersize i biffen var i forlængelse af at sidste gang jeg var ude og så en film, tror det har været den mest tåredryppende og dramatiske film jeg nogensinde har set (Biutiful) – så sad der to tøser og tygget højlydt popcorn hele filmen. Jeg tænkte bare gid, den bøtte snart tog slut… og jeg er ikke den eneste med de tanker: http://ing.dk/artikel/67931-boykot-de-platte-junkfood-biografer.

  • Kasper

    Rettelse: **At kategoriserer fedme som en psykisk lidelse, og i den forstand som en psykisk lidelse (skulle stå sygdom)**

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: